Tillæg til nyhedsbrev februar 2009

Træffer din virksomhed beslutninger ud fra det rette grundlag?

For at udføre forandringsprocesser i en organisation er det nødvendigt at vide, hvordan organisationen forstår sig selv. Nyere forskning viser, at det ikke nødvendigvis er de formelle magtstrukturer og det formelle organisationsdiagram, der tegner virksomhedens handlemønstre og dynamikker.

Hvad er det uformelle organisationsdiagram?

Det uformelle organisationsdiagram er de relationer og strukturer i en virksomhed, som faktisk strukturerer medarbejdernes dagligdag. Hvem spørger man om hvad? Hvem er stopklodser? Hvem undgår man at spørge eller informere? Hvem vil man helst spørge til råds – og hvorfor?

Ved at afdække de uformelle usynlige relationer i organisationen får man øje på handlingerne i organisationen frem for tankerne bag.

Man får en fornemmelse af dynamikken i organisationen – hvem retter spørgsmålene sig mod, hvilke strukturer følger spørgsmål og svarene og hvordan bliver ansvaret fordelt i virksomheden.

De uformelle roller og relationer i organisationen handler ofte om nogle andre medarbejdere og afdelinger end hvis man fulgte de formelle magtstrukturer.

Ledelsen agerer ud fra det formelle organisationsdiagram

Ledelsen træffer beslutninger ud fra det formelle organisationsdiagram, men i virkeligheden navigerer både ledelse og medarbejdere ud fra det uformelle organisationsdiagram, der er opbygget på en helt anden måde.

Det medfører, at beslutningerne i organisationen bliver truffet på et forkert grundlag. For at udøve god ledelse er det nødvendigt, at ledelsen er bevidst om, hvor meget de uformelle roller og relationer betyder for organisationens selvforståelse – og hvad der rent faktisk foregår i organisationen – under overfladen.

Lederen kan forsøge at gøre de uformelle relationer synlige og være bevidst om organisationens måde at handle på og forstå sig selv på, før hun kan ændre noget som helst – og for at træffe sine beslutninger på et reelt grundlag.

Teatermetoder afdækker det uformelle organisationsdiagram

ACT! arbejder med teatermetoder og rollespil. Alle vores metoder involverer deltagerne aktivt og trækker krop og følelser med ind i refleksionen.
Ved at bruge kroppen og det æstetiske kan vi præcisere noget, som ord ikke kan udtrykke. Og deltagerne kan manifestere det usagte og usynlige, fordi det bliver sanseligt og kropsligt.

Det er en effektiv måde at gøre abstrakte og/eller usynlige begreber til noget, man kan tale om og handle ud fra.

En af de metoder ACT! benytter kaldes "kommunikationsdiagram"

Deltagerne i en workshop kan opstille organisationens uformelle organisationsdiagram ved at placere kolleger og ledelse i et rum  - personerne bliver stillet op i relation til hinanden i rummet: hvor tæt på hinanden skal de stå? Skal de have front mod hinanden eller ryggen til…

Hver enkelt deltager forholder sig personligt til organisationen uden nødvendigvis at skulle italesætte sine holdninger. Det er altså med kroppen, at man som deltager forholder sig til spørgsmålene - ved at flytte sig selv og kollegerne rundt i lokalet.
Dette er blot ét af de værktøjer ACT! benytter i arbejdet med organisationsudvikling, forandringsprocesser og lederudvikling.

Organisationens uformelle strukturer bliver synlige for alle

Strukturerne i virksomheden - harmonien eller diskrepansen - bliver meget tydelige, når deltagerne bruger kroppen og ikke stemmen til at give udtryk for relationerne.

Idet handlemønstre og magtstrukturer bliver tydelige og synlige for alle, er der skabt grobund for at tale om dem og efterfølgende have dem med i baghovedet, når beslutningerne skal træffes.

Øvelserne kan også benyttes til at arbejde med værdier i en virksomhed.