jobudvikling for ledige

ACT! tilbyder kurser i personlig fremtræden og træning af vanskelige samtaler specielt rettet mod ledige.

Gennem en praktisk 'learning-by-doing'-tilgang, får deltagerne oplevet sig selv som ressourcestærke og handlekraftige og får et udvidet syn på sig selv som værende mere og andet end ledige.

Forløbet med ACT! er tilrettelagt med tre moduler, der bruger interaktive teatermetoder på forskellige måder, men alle rettet mod jobsøgning og den lediges situation.

 

Udfordringen som ledig

Med fiktion som redskab, får den ledige i det første modul, mulighed for at tage favntag med de personlige udfordringer de sidder med - men uden virkelighedens konsekvenser. 

Ved at bruge forumspil som udgangspunkt for refleksion, skaber kursusdeltagerne selv konkrete, alternative handlemønstre, hvilket skaber et ejerskab, der igen øger muligheden for overførsel til hverdagen.

Progressionen i et forumspil er typisk:

  1. De ledige starter med at indkredse et tema sammen med konsulenten. Dette kunne eksempelvis være motivation omkring jobsøgning, synlige og usynlige med- og modspillere i jobsøgningen, samtale med en potentiel arbejdsgiver osv. 
  2. Herefter sendes kursusdeltagerne ud i grupper, hvor de laver et lille skuespil over den problematik, de finder mest relevant i forhold til valgte tema.
  3. Endeligt spiller grupperne spillene for hinanden, og de bearbejdes nu med inputs og refleksioner fra de andre ledige, der undervejs vil få mulighed for at overtage nogle af rollerne.

Jobsamtaletræning

Jobsamtaletræning har to formål: Dels at opnå kropslig og kommunikativ erfaring med det at gå til jobsamtale. Og dels, med fiktionen som ramme og skuespilleren som rådgiver, at kunne komme bag om de "blinde punkter" man selv kan have i jobsamtalesituationen.
Træningen foregår enkeltvis overfor en processkuespiller fra ACT! med et reflekterende team af øvrige kursister som tilskuere.

 

1:1 træningen af jobsamtalen er struktureret sådan:

  1. Introduktion og uddybning omkring den lediges udfordringer ved jobsamtaletræning sammen med skuespilleren.
  2. Rollespil.
  3. Den ledige fortæller om, hvad der gik godt og hvad der udfordrede.
  4. Det reflekterende team fortæller, hvad de så og hvad de tænker.
  5. Skuespilleren giver feedback på deltagerens kropssprog og på rollens følelser.
  6. Den ledige får mulighed for at prøve elementer fra samtalen igen med endnu en runde af refleksioner fra teamet og skuespilleren.
  7. Opsamling af læringspunkter for den ledige og det reflekterende team.

 

Styrken i mit kropsprog

Dette modul tager udgangspunkt i værktøjer fra teatrets verden med personlig udvikling for øje.
Målet er at give den ledige kompetencer indenfor skuespilfaget, som kan overføres i deres eget virke - i privaten såvel som i arbejdssammenhænge - samt at kunne prøve sig selv af i nye situationer.

At stille sig selv til skue kan virke grænseoverskridende for mange.
For at dette modul medvirker til en positiv, personlig udvikling, lægger vi stor vægt på at skabe et trygt arbejdsrum, hvor der er højt til loftet og let til latteren.

Eksempler på elementer som kan indgå i kurset:

  • Præsentation af sig selv (hvordan man fysisk indtager et rum)
  • Stemmens brug (hvordan man bruger den kraft, der ligger i stemmen)
  • Improvisationsøvelser (hvordan man tackler uventede situationer)
  • Statusøvelser på video (bevidstgørelse af hvornår du udstråler hvad)


Ring og hør mere om mulighederne for sammensætning af jobudviklingskurser for ledige på tlf. 87 41 69 64 eller skriv på info@a-ct.dk.